Sådan får du en god kør selv-ferie

Der er mange ting at tænke på, når du og familien vil bruge bilen som transportmiddel til ferien. Især hvis I skal køre langt. Her er en mini-guide, der kan hjælpe jer godt på vej.

Kom godt hjemmefra

Sov godt

En vellykket kør selv-ferie begynder dagen før afgang. Sørg for en god nats søvn, så alle er udhvilede. Det gælder naturligvis især chaufføren, men veludhvilede passagerer bidrager også til at holde humøret højt på turen.



Stå op i god tid

Kører I om morgenen, så stå op i god tid, så alle har tid til at gøre sig klar og få en rolig morgen. Så undgår I skænderier om, hvem der skal på badeværelset først.



Få et solidt morgenmåltid

Når I nu har god tid om morgenen, kan I blive tanket godt op med energi fra en god omgang morgenmad og kaffe eller te. Alle har mere overskud, hvis depoterne er fyldt op.



Undervejs

Hurtigt videre … på den afslappede måde

Selvfølgelig vil I alle gerne hurtigt frem til feriestedet. Men det kan hurtigt give bagslag at have for meget fart på. Fortsæt den rolige stil fra om morgenen og hold flere små pauser undervejs. Især hvis I har børn med – de har brug for at få rørt sig med jævne mellemrum. Det behøver kun at være 5 minutter.

Bonustip: Husk småpenge i den relevante valuta til toiletbesøg.

 

5-stjernet forplejning

Husk rigeligt med drikkevarer og mad og snacks til turen. Det er guld værd at have noget med, som I ved, I kan lide og som er lige ved hånden. Så undgår I lange ventetider ved rastepladserne. Og aller vigtigst: I har jeres på det tørre, hvis der opstår køer på vejene.

Bonustip: En køletaske til drikkevarerne er guld værd i sommervarmen

 

Ordnung muss sein

Når I spiser og drikker i bilen, er det også en god idé at have fx køkkenrulle og vådservietter med – både til at tørre jer selv og bilen af med. Det kan I også få brug for på de offentlige toiletter. Og husk plastikposer til affald.

 

Hold jer beskæftigede

Tænk over, hvad I kan tage med for at gøre turen mere spændende. Er det musik, I alle kan synge med på? Spil og quizzer? Film til passagererne? Små konkurrencer etc.

Sikkerhed

  • Sikkerhedsveste til alle personer i bilen
  • Advarselstrekant
  • Forbindingskasse
  • En ekstra liter motorolie
  • Lommelygte
  • Tæpper
  • Drikkevand
  • Ekstra mad
  • Solbriller til chaufføren

NB. Der gælder særlige regler i de forskellige lande, så sørg for at sætte dig ind i dem inden afgang. Læs mere på FDM her

Dokumenter

  • Pas
  • Kørekort
  • Det gule og blå sygesikringskort
  • Original registreringsattest
  • Autohjælp abonnement
  • Forsikringspapirer på bilen
  • Vignetter, miljømærkater og motorvejsmærker

NB. Der gælder særlige regler i de forskellige lande, så sørg for at sætte dig ind i dem inden afgang. Læs mere på FDM her

Til dig, der selv vil tjekke bilen inden ferien

  • Tjek dæk
  • Tjek oliestand
  • Tjek bremsevæske
  • Tjek lys og lygter

Læs mere på FDM her

Vidste du ... man må aldrig sidde med benene på instrumentbrættet.